Canon EOS RP

Canon lancerer det kompakte full frame kamera EOS RP

 

Selv om EOS RP på visse funktioner er neddroslet en kende i forhold til storebroderen, er Canon ikke gået på kompromis med hverken billedkvalitet eller fleksibilitet. EOS RP er et fuldgyldigt medlem af Canons revolutionerende spejlløse kamerasystem og klarer såvel fotografiske som videomæssige udfordringer med bravour.

Kameraet byder selvfølgelig på fordelene fra EOS R systemet, blandt andre verdens hurtigste autofokus. Samtidig er der tale om Canons hidtil mindste full frame kamera med udskifteligt objektiv. Dermed går praktisk anvendelse og brugervenlighed op i en højere enhed. Blandt andet fordi EOS RP naturligvis kan benyttes sammen med Canons store udvalg af EF og EF-S objektiver. Sammen med lanceringen af EOS RP har Canon endvidere lanceret et nyt objektiv, RF 24-240mm F4-6.3 IS USM, som takket være sit super kompakte design og store brændviddespænd blandt andet er den perfekte ledsager i fototasken til rejsebrug.

EOS RP er et prisattraktivt, men stadig avanceret kamera i Canons sortiment af full frame modeller, og som andre spejlløse kameraer byder det på helt nye muligheder. Takket være kombinationen af en full frame sensor og et helt nyt optisk design i eksempelvis RF 24-240 mm. F4-6.3 IS USM, der forbindes med kameraet ved hjælp af den nyudviklede RF Mount med 12 kontakter, sker kommunikationen mellem kamera og objektiv lynhurtigt. Samtidig giver den spejlløse teknologi mulighed for en mount med en diameter på hele 54 mm., lige som objektivets bageste glas er langt tættere på sensoren. Det sikrer markant bedre randskarphed på optagelserne. Denne teknologi er udviklet fra grunden med henblik på at skabe helt nye standarder, både når det gælder optisk performance, hastighed og funktionalitet.

Desuden skal det nævnes, at det takket være tre forskellige EF-EOS R adaptere er muligt at anvende hele det eksisterende sortiment af EF og EF-S objektiver.

EOS RP rummer en full frame CMOS-sensor med en opløsning på 26.2 megapixels, som sammen med Canons seneste DIGIC 8 processor er ensbetydende med et trin op ad den kreative stige. Det skyldes forbedret kontrol over detaljerigdom, dybdeskarphed, lige som det er muligt at stille skarpt i stort set totalt mørke. Lysfølsomheden går fra ISO 40,000 og kan udvides til imponerende ISO 102,400, så sammen med det kraftfulde Dual Pixel CMOS AF-system, kan der stadig stilles skarpt helt ned til 5 EV. Desuden har Canon bestræbt sig på at levere den størst mulige klarhed i billederne direkte fra kameraet, hvilket sker ved hjælp af DLO (Digital Lens Optimiser) korrektion. Denne teknologi er integreret i alle Canons nye RF-objektiver, lige som op til fem EF-objektiver kan registreres i kameraet.


Når det gælder mulighederne for at redigere sine billeder, byder EOS RP på Canons seneste generation af CR3 14-bit RAW-filformatet. Desuden er det muligt at lagre i kompakt RAW, hvilket sparer ca. 40% på filstørrelsen sammenlignet med en standard RAW-fil. Det giver naturligvis mere plads at arbejde med på hukommelseskortet samtidig med, at det er muligt at arbejde med den gode RAW-kvalitet. Hvis fotografen ønsker at foretage sin redigering direkte i kameraet, kan det naturligvis også lade sig gøre takket være funktionen Creative Assist, der byder på en række filtre og effektmuligheder.

EOS RP er Canons til dato letteste og mest prisattraktive full frame kamera med udskiftelig optik. Det vejer blot 485 gram og er dermed perfekt under forhold, hvor plads og vægt er afgørende. Selve kamerahuset er konstrueret på baggrund af et chassis, der er støbt i en magnesiumlegering, og det er naturligvis forseglet med henblik på at gøre det modstandsdygtigt mod indtrængen af fugt og støv. Takket være Canons effektive Dual Sensing IS-system er der indbygget korrektion for rystelser ved håndholdt fotografering, lige som kameraet kan sættes op til at være fuldstændig lydløst, hvis der f.eks. skal arbejdes med bryllupsfotografering i en kirke. EOS RP kan skyde op til 5 billeder i sekundet med fast fokus eller op til 4 billeder i sekundet med Servo AF.


Kombineret med en UHS-II port til kompatible hukommelseskort er fotografen sikret masser af plads til såvel JPEG som RAW-filer, og takket være de kendte menuer fra EOS-systemet er EOS RP særdeles brugervenligt og intuitivt - også når det gælder de mange muligheder for individuelt at tilpasse knapper og menuer alt efter ønske. Ergonomien er takket være et dejlig dybt greb helt i top, og med den højopløselige Vari-Angle touchskærm på 7.5 cm. samt en 0.39-type OLED elektronisk søger, venter kreativiteten lige for enden af fotografens fingerspidser. EOS RP er naturligvis kompatibel med en stor del af EOS-tilbehørssortimentet, blandt andet Extension Grip EG-E1, der lanceres i dag sammen med kameraet, samt Canon Speedlite 470EX-AI med AI bounce, der blev lanceret for et år siden.

Når det gælder fokusering, er EOS RP en sand sprinter. Den nye kameramodel rummer intet mindre end verdens hurtigste autofokuseringssystem, nemlig Canons Dual Pixel CMOS AF, der både kan stille skarpt på blot 0.05 sekund og gøre det præcist takket være 4.779 valgbare fokuspunkter (bredformat 88% x 100%). Den elektroniske søger med 2.36 millioner pixels og næsten 100% dækning gør det desuden muligt både at fotografere og at bedømme sine optagelser under svage lysforhold blot ved at kigge på skærmen. Blandt andet kan nævnes funktionen Touch and Drag AF, der er en af fire forskellige muligheder, som gør det nemt at kontrollere fokuseringen direkte på LCD-skærmen. Det har heller aldrig været nemmere at fotografere flotte portrætter. Funktionen Eye AF med kontinuerlig tracking fokuserer nemlig på en persons øje, når kameraet er i Face Detect indstilling. Det sikrer både professionelle og skarpe resultater.
Objekter i bevægelse kan, uanset om der optages stillbilleder eller video, ligeledes trackes, og med funktionen Focus Bracketing er det muligt at arbejde optimalt med dybdeskarpheden ved f.eks. makrofotografering. Fotografen skal blot trykke en enkelt gang på udløseren i denne indstilling - så skydes en serie billeder med forskellig fokuseringsposition, som derefter sættes sammen. Digital Photo Professional til PC eller Mac kan derefter benyttes til efter optagelsen til så at sige selv at vælge dybdeskarpheden, der kan lægges præcist på den ønskede del af motivet. Desuden skal nævnes funktionerne Spot AF samt Face AF, 1pt. AF, Expanded AF samt Zone AF, der giver mulighed for en lang række kreative processer i forbindelse med fokusering.

Vær forbundet med omverdenen
Takket være Bluetooth og Wi-Fi, der kan benyttes såvel i forbindelse med optagelse som deling af billeder, gør EOS RP det ligeledes muligt at kontrollere kameraet fra f.eks. en tablet eller smartphone og eksempelvis fjernstyre sine optagelser. Det kan være nyttigt ved eksempelvis dyreoptagelser eller ved optagelser, hvor kameraet er placeret væk fra fotografen, f.eks. ved sportsbegivenheder. Canon Connect App giver fuld kontrol over alle kameraindstillinger, lige som fotografen via Bluetooth har et live preview af kameraets skærm. Når kameraet er forbundet til kompatible iOS eller Android enheder, kan EOS RP endvidere embedde GPS-koordinater i billederne, hvilet især er nyttigt, når der fotograferes på rejser. Hvis fotografen ønsker at dele sine optagelser, kan EOS RP automatisk synkronisere billederne til en tablet eller smartphone, lige som RAW-filer kan overføres til Canon DPP Express app for redigering on the fly.

Videooptagelser i 4K-kvalitet on the fly
EOS RP byder på masser af kreative muligheder for den fotograf, der ønsker et kompakt og let anvendeligt kamera. Takket være DIGIC 8 processoren er det muligt at optage video i op til 4K-opløsning med 25 frames i sekundet samt video i fuld HD med 60 frames i sekundet. Blandt de mange videofunktioner kan nævnes 4K time-lapse, Interval Timer, Movie Servo AF, lige som det er muligt at benytte HDR-funktionen ikke blot til stilbilleder, men også til video. Fotografen kan desuden arbejde både med Fast Action og Slow Motion sekvenser og samtidig udnytte det fulde dynamiske omfang. Funktionen Dual Pixel CMOS AF sikrer præcis fokusering samt ansigtsgenkendelse, og med Movie Digital IS stabiliseres videooptagelser i 5 akser, hvilket eliminerer rystelser, når der optages håndholdt. Mikrofonen. Det er naturligvis muligt at tilkoble ekstern mikrofon samt hovedtelefoner via mini-jack stik, og takket være den fleksible Vari-Angle touchskærm er det nemt at finde og arbejde med nye, kreative optagevinkler. Video Snapshot funktionen gør det endvidere nemt at skabe et resumé af f.eks. en ferierejse ved at sætte korte videoklip på 4, 6 eller 8 sekunder fra rejsens højdepunkter sammen

Full frame RF-kompatibilitet med fremtiden
Sammen med lanceringen af EOS RP understreger Canon, at man betragter EOS R systemet og RF Mount som et strategisk vigtigt produktsortiment. Derfor vil man i løbet af 2019 lancere yderligere 6 nye objektiver, der således slutter sig til de øvrige 140 millioner EF og RF objektiver, som allerede er på markedet. Nyheden RF 24-240 mm. F4-6.3 IS USM ér allerede lanceret sammen med kameraet, men dertil kommer altså yderligere fem nye full frame RF objektiver, som alle naturligvis bygger på Canons mangeårige ekspertise inden for avanceret optisk teknologi.


Klik her for mere information om EOS R systemet og Canons fortsatte engagement i RF Mount teknologien: http://www.canon.dk/cameras/eos-rp/

Nøglefunktioner EOS RP:

• 26.2 megapixels full frame CMOS sensor.
• Letvægtshus med chassis i magnesiumlegering.
• Dual Pixel CMOS AF fokuseringssystem.
• Videooptagelse i 4K-kvalitet.
• DIGIC 8 processor.
• Tre forskellige EF-EOS R adaptere giver kompatibilitet med EF og EF-S objektiver.
• Wi-Fi og Bluetooth interface.

Vejledende udsalgspris for Canon EOS RP er 11.999kr

Salgsstart for Canon EOS RP er den 27. februar

Social Share