…. at se på billeder!

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 

Det at vurdere andres og egne billeder er en svær proces. Når vi vurderer billeder, er det ofte budskab og virkemidler vi afvejer - underbygger virkemidlerne billedets budskab? Vi vender derfor ofte tilbage til virkemidlerne: kompositionen, lyset, skyggen, farverne osv. Der er et hav af tekster på nettet, som omhandler billedanalyse og som prøver at sætte begreberne og virkemidlerne i system.

I al beskedenhed blander jeg mig også i denne debat - og en af mine påstande er, at et billede/billedkunst skal opleves med alle sanserne, ikke kun synssansen. Min inspiration er primært hentet fra den finske arkitekt Juhani Pallasmaa, som underviste på Arkitektskolen i Århus i 90’erne (se hans bog 'Arkitekturen og sanserne'), men også Region Nord Foto’s dommerkursus og andre fotoentusiasters gode råd og udsagn har inspireret mig til mit billedsyn.

Hvad er et godt billede/foto?

Men tilbage til det store spørgsmål - hvordan vurderer vi et billede, hvad er et godt billede og hvad er det for "regler" der gælder, når vi ser på og vurderer billeder/billedkunst?

Ja, det er svært, og for at komme i gang er det måske en god idé at se på et par udsagn fra forskellige fagfolk. I SDF nr. 3/2019 havde fotografen Mette Frandsen en artikel, hvor hun bl.a. skrev om de gældende fotoregler: " Der er kun en regel og den er, at der ingen regler er!" YES, se at komme ud af "starthullerne" og tag nogle billeder af den virkelighed du ser og den historie og de oplevelser du gerne vil fortælle om. Det må være starten på det hele!

Men …. når vi sidder tilbage efterfølgende og ser på vores billeder, går tankerne jo i gang. Hvordan kan jeg præsentere mit motiv på den stærkeste måde? Det er jo bl.a. det billedkomposition handler om, lige meget om det er farverne eller linjerne vi vil/kan bruge til at udpege områder i billedet der skal have særlig opmærksomhed. Ethvert billedes komposition kan iagttages ud fra en kulturbestemt og kunstnerisk værdiforestilling om: Orden, Balance og Klarhed - men …....

En fotograf forsøger måske at skabe en vis orden, balance og klarhed i billedet eller også vælger han/hun det modsatte, at forrykke balance og klarhed hen imod noget, der udfordrer beskuerens sanser, følelser og tanker, og som derved stiller spørgsmålstegn ved netop den kulturbestemte og indgroede værdiforestilling om orden, klarhed og balance. Se evt. min website for en gennemgang af de mest almindelige kompositionsprincipper https://govlyngby.myportfolio.com/

Hvad siger en af de store mestre om fotoregler (the Golden Rule): "In applying the Golden Rule, the only pair of compasses at the photographer's disposal is his own pair of eyes”, citat af Henri Cartier-Bresson. Han påpeger også, at alle vores forsøg på at analysere et billede, det være sig en analyse af linjerne eller det at reducere et billede til et skema, kun kan gennemføres efter at billedet er taget.

I vurdering af et billede har der gennem tiderne været mange opfattelser af, hvad et godt billede er for en størrelse, og vi lander derfor hurtigt i en masse overvejelser om stilarter mv. Lad os lige tage en hurtig tur gennem kunsthistorien.

Vi kan lære af kunsthistorien

I renæssancen dyrkede man det harmoniske billede med lodrette og vandrette linier og balance i perspektiv, lyset og farverne; i barokken kommer der mere gang i butikken, nu er det de diagonale linjer og mere dramatik i billedopbygningen der er oppe i tiden. Se fx billedet/maleriet af Caravaggiov, man får en fornemmelse af at overvære et øjeblik, som var det et snapshot taget med et moderne digitalkamera.

Billedmagerne (kunstmalerne) fremstillede i perioderne fantastiske billeder, som havde en nærmest fotografisk detaljeringsgrad. Man dyrkede de klassiske discipliner, hvor linjerne, det gyldne snit, lyset og farverne var alt afgørende i billedkompositionen og for vurdering af billedet.

Med fotografiets fremkomst i første halvdel af 1800-tallet blev det malede billede mere eller mindre udkonkurreret. Fotografiet blev hurtigt populært, både hos dem som før købte "det malede familieportræt" og hos dem som ikke havde de samme økonomiske ressourcer. I 1850’erne havde København over 100 fotoatelier. 

  

Supper at Emmaus, 1601 / Michelangelo Merisi da Caravaggiov

Kunstmalerne blev tvunget til at finde nye "veje". Billedkunsten udviklede sig derfor markant i slutningen af 1800-tallet. Modernismen som stilart blev født. Edouard Manet er en af de første modernistiske malere, som brød med den akademiske tradition i Frankrig - dvs. et brud med tidens klassiske stilart, hvor billedet/maleriet helst skulle have en fotografisk detaljering med et 3D perfekt perspektiv, som de malerier/billeder vi kender fra renæssancen. Perioden kaldes også postrenæssancen.

Manets nye, fladebetonende maleri/billede (betoning af billedfladens todimensionale beskaffenhed) foregreb modernismens billedopfattelse, og dannede således baggrund for impressionisterne så som Monet, Renoir m.fl.

Opleve og sanse billeder

Men hvad er det der sker i denne periode? Ja, Manet udtrykte det meget klart, han ville have, at vi skal opleve og sanse billeder på en helt ny måde. Impressionismen i Frankrig kan opfattes som en reaktion mod Den akademiske kunst, der dominerede udstillingerne i Paris (det store centrum for billedkunsten i 1850'erne). Den akademiske kunst var en stilart, som man primært dyrkede i Paris. Herhjemme kan den måske sammenlignes med nyklassicismen.

Claude Monet, 1873 / Impression, sunrise

Begrebet impressionisme betyder 'indtryk'. Denne titel gav den franske maler Claude Monet et af sine tidlige malerier og derfor kaldes denne særlige stilart inden for billedkunsten for netop impressionisme. Impressionisternes motiver er bylivet og naturen. Der lægges stor vægt på at skildre - ikke virkeligheden som noget nødvendigvis naturalistisk, men som selve virkeligheds-oplevelsen i ét bestemt øjeblik - i erkendelse af, at virkeligheden i næste øjeblik er forandret.

Vi er altså nået til en periode i billedkunsten, hvor de traditionelle billedmagere (kunstmalerne) ikke fokuserer primært på at afbillede virkeligheden, som den ser ud når vi bruger synssansen, men mere har et ønske om fx at videregive det indtryk, den følelse og fornemmelse, som situationen eller oplevelsen byder på. 

Brug alle sanserne

Og her er det så, at de andre sanser vi er i besiddelse af, kommer ind i billedet! Forestil dig at du har taget et godt billede på et grønsagsmarked i Sydfrankrig - du kan næsten dufte blomsterne og krydderurterne eller et billede af en isbjørn der kommer op af vandet og ryster sig - du kan næsten fornemme kulden og vanddråberne på din krop, når du efterfølgende ser billederne.

Dali Atomicus, 1948 / Philippe Halsman

Ja udover synssansen har vi jo også en høre-, smags-, og lugtesans. Derudover har vi følesanserne (de taktile sanser), vi kan mærke kulde og varme mv.   I fotokunsten er der de samme strømninger, men måske noget senere. Allerede i 1948 arbejdede Philippe Halsman med en surrealistisk billedkomposition, hvor der i allerhøjeste grad blev jongleret med sanserne og fantasien. Og husk lige det er et analogt billede, ikke noget med manipulation i Photoshop osv.

I lille Danmark har vi også fotografer som eksperimenterer med fotomediet og sanserne. Lad mig blot nævne nogle få navne som fx Astrid Kruse Jensen og Jacob Gils. 

Men hvad er det vi efterlyser, når vi ser på billeder?

En historie, dramatik, morskab, magi, det underbevidste, måske det tvetydige og derfor også en stimulering af andre sanser en synssansen. Jeg vil påstå, at 'et billede skal opleves med alle sanserne'. Et godt billede efterlader tanker, indtryk osv., som jo ofte kan relateres til vores liv og opvækst mv.

Subjektiv vurdering

Der er ikke nogen objektiv sandhed i det at se på og vurdere billeder. Vi har alle vores subjektive opfattelser, på samme måde som når vi går ind for at se en 'god' film eller læser en 'god' bog - du kan opleve at din makker er helt høj af begejstring, men du er selv noget skeptisk - eller måske omvendt. Nogle fotoentusiaster har forsøgt sig med store regneark med avancerede regler for karaktergivning af de forskellige discipliner så som billedkomposition, lyssætning, farvebalance osv.

i et forsøg på at nå frem til en objektiv vurdering, men for mig giver det ingen mening. Selvfølgelig kan og skal man, når man ser på billeder vurdere de klassiske discipliner i billedkompositionen og om disse virkemidler understøtter billedet og dets fortælling, men i sidste ende er min konklusion den, at: "De vigtigste billeder er ikke dem du ser… men dem du mærker". Citat taget fra Politikens tillægsmagasin ved afholdelse af World Press Photo 2019.

Migrant Mother, 1936 / Dorothea Lange

Hvis jeg fx skal vurdere et ikonisk billede som Migrant Mother, er det første jeg vil beskrive, det jeg ser - et portræt af en kvinde med hendes børn. Billedet er flot komponeret med en lodret midterakse og lidt symmetri (børnene), en komposition der umiddelbart skaber balance, klarhed og ro. Der er også en god balance i dynamikområdet, der er tegning i skygger og højlys og en masse kontraster ind imellem. Alt i alt et teknisk perfekt billede - men hvad er det, der gør dette billede til noget særligt? Ja, når jeg betragter billedet, må jeg indrømme, at de små hår i nakken stritter - man kan vel ikke undgå at føle medlidenhed med denne kvinde. Hun sidder i en lille Californisk landsby, har solgt de sidste ejendele, The Great Depression hærger US, alt er uoverskueligt.

Det er vel det, billedet fortæller, dvs. synssansen træder en smule i baggrunden og de øvrige sanser, vi er i besiddelse af får lov til at give billedet en særlig kraft. Det er det, jeg vil kalde et godt billede.

 

Ole Vedel

Social Share